Sydhavnen er en udskældt bydel med negative statistikker om alt. Så hvorfor dog skrive en bog om dette forfærdelige sted? Svaret er enkelt. Sydhavnen var det perfekte sted for en dreng fra midten af 1940-erne til midten af 1960-erne. Her var og er forskellige mennesker. Også de skæve. Her var store, grønne gårde og haveforeninger med små huse med haver. Eksotisk var Fiskerihavnen med sine skure og steder, hvor vi kunne fiske. Ved slusen kunne vi lege og på den yderste havnemole kunne vi bade i det snavsede vand. Politiet kom og råbte at det var ulovligt, men vi svømmede bare væk. Vi fik ofte skrammer og forstuvninger, da vi drenge fra Sydhavnen var modige. Måske dumdristige er et bedre dækkende ord. Vi legede Kongen og hans efterfølgere. Gjorde man ikke som Kongen, faldt man i hierarkiet. Hvem ville det?